Opsigelse er typisk kun 1 måned
Ejer- og andelsboligforeninger har ret til opsigelse med 1 måneds varsel
Som bestyrelse i en ejer- eller andelsboligforening er det vigtigt at være opmærksom på de rettigheder, som foreningen har i forhold til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser.
Ifølge Forbrugeraftalelovens § 28 har foreninger nemlig ret til at opsige sådanne aftaler med en måneds varsel.
Ejer- og andelsboligforeninger er som ikke-erhvervsdrivende foreninger omfattet af det civilretlige forbrugerbegreb.
Dette betyder, at foreningerne har samme rettigheder som forbrugere, når det kommer til aftaler om løbende tjenesteydelser. Derfor kan foreninger også opsige sådanne aftaler med en måneds varsel.
Det er vigtigt at understrege, at denne ret til opsigelse kun gælder for løbende tjenesteydelser, og ikke for eksempelvis indgåede lejekontrakter eller købsaftaler.
For yderligere information kan henvises til afgørelsen 1988.945 V, hvor det blev bestemt, at et antennelaugs aftale om service og vedligehold af fælles antenneanlæg var en forbrugeraftale.
Endvidere henvises til forbrugeraftalelovens § 2, hvoraf det fremgår, at ”Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv”
Og ifølge samme lovs § 2 stk. 2, fremgår desuden: ”Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, den pågældende har indgået, ikke er en forbrugeraftale.”.